Copenhagen 2021 ændrer i organisationen

Copenhagen 2021 bevæger sig ind i en ny fase med fuld fokus på afviklingen af WorldPride og EuroGames.

Copenhagen 2021 ændrer i organisationen

Copenhagen 2021 bevæger sig nu ind i en ny fase, hvor der vil være fuld fokus på afviklingen af WorldPride og EuroGames i København og Malmø. Som konsekvens er vi i gang med at rekruttere en ny direktør, der skal lede projektet herfra og helt i mål.

Indtil nu har fokus været på opbygningen af Copenhagen 2021, hvor det har drejet sig om at trække EuroGames og WorldPride til København, bygge en organisation op og få det finansielle fundament på plads.

Nu går projektet ind i sin næste – og afgørende – fase, som handler om at færdigudvikle og gennemføre selve eventet i august måned næste år og indfri de store ambitioner, vi har for alle deltagerne. Det kræver en anden type af ledelseskompetencer. Efter fælles analyse og beslutning stopper Lars Østergreen som direktør.


Lars Østergreen har været en fantastisk kollega og chef i hele projektet og jeg vil gerne takke ham for hans ekstraordinære indsats. Det er vanskeligt at konkretisere en vision og få den finansieret – og det må siges at være lykkedes til fulde. Den fælles beslutning mellem Lars Ø. og bestyrelsen er imidlertid nødvendig: vores fokus skal hele tiden være på projektet, og opgaven der ligger foran os har en helt anden karakter end den, vi har løst allerede. Lars Ø. har vist enorm loyalitet for projektet. Og også nu. Det har jeg stor respekt for. siger Ane Rindom, forperson for Copenhagen 2021’s bestyrelse


”Copenhagen 2021 bliver det største og mest inkluderende event nogensinde. Jeg er super stolt over at have stået i spidsen for projektet siden 2016, hvor der et lykkedes både at få WorldPride og EuroGames til København. Der er massiv støtte til eventet fra alle dele af det politiske spektrum i både Danmark og resten af verden. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary har takket ja til en protektion og organisationen bag er vokset fra 1 person til nu 18 personer. 18 personer som arbejder hårdt for at indfri de store ambitioner for eventet.” siger Lars Østergreen, afgående direktør for Copenhagen 2021.


Bestyrelsen er allerede i gang med at finde den rigtige afløser. Indtil en direktør er på plads fungerer Lars Henriksen, forperson i Copenhagen Pride og medarbejder i Copenhagen 2021, som midlertidig eventchef for Copenhagen 2021.


Indtil en eventdirektør træder ind ad døren, samler vi de faglige nøglemedarbejdere i et effektivt overgangsteam med mig som midlertidig eventchef. Både for at forberede overgangen til en ny ledelse. Men også for at understøtte projektets gearskifte fra projektopbygning til projekteksekvering. At vi samtidig får bestyrelsen for Copenhagen 2021 tættere på alle vigtige beslutninger, ser jeg kun som en naturlig ting i overgangen til en ny ledelse. Det er nemlig også nu, hvor vi for alvor skal trække på de erfaringer og de nøglepersoner i hhv. Copenhagen Pride og Pan Idræt, der skal være med til at gøre eventet til en succes.” siger Lars Henriksen, midlertidig eventchef for Copenhagen 2021.

Beslutningen fra Copenhagen 2021’s bestyrelse om at ændre i ledelsen har de to ejerorganisationer, Copenhagen Pride og Pan Idræt, taget til efterretning.

”Vi har påtaget os et stort ansvar som værter for Copenhagen 2021. Derfor bakker Pan Idræt bestyrelsen op for, sammen med Lars Østergreen, at have truffet en vanskelig og nødvendig beslutning. Vi har forpligtet hinanden til at levere et topprofessionelt event. Det forudsætter, at vi i alle faser af projektet har de allerskarpeste kompetencer. Det er helt forventeligt at kompetencebehovet ændrer sig. Det vigtige er, at vi har modet til at skifte ud i teamet.” siger Christian Bigom, forperson i Pan idræt.

FAKTA:

Copenhagen 2021 finder sted den 12.-22. august i 2021 i København og Malmø og fejrer WorldPride og EuroGames samtidig. Det er første gang nogensinde, at de to events fejres på samme tid.

EuroGames i 2021 tilbyder konkurrencer inden for 29 sportsgrene, en sportslederkonference og et stort folkeidrætsprogram på tværs af København og Malmø. Pan Idræt er værtsorganisation for EuroGames, der er licenseret af organisationen EGLSF.

WorldPride afholder et større menneskerettighedsprogram, Human Rights Forum, med en tredages menneskerettighedskonference, en demokratifestival og en samling på Christiansborg for parlamentarikere fra hele verden. WorldPride indeholder desuden et omfattende kulturprogram, og selvfølgelig den afsluttende march – Prideparaden – der går gennem København. Copenhagen Pride er værtsorganisation for WorldPride, der er licenseret af organisationen InterPride.

Happy Copenhagen er en almennyttig forening stiftet af de to ejerorganisationer, Pan Idræt og Copenhagen Pride, til at udvikle og eksekvere Copenhagen 2021. Foreningens bestyrelse udgør dermed Copenhagen 2021’s bestyrelse. Bestyrelsen ansætter direktøren, der står i spidsen for projektsekretariatet. Sekretariatets medarbejdere udvikler og planlægger eventet sammen med nationale og internationale samarbejdspartnere samt nøglepersoner hos de to ejerorganisationer.

Reach out!

Need more details? Contact us by phone, email or social media. We’d love to hear from you!

Contact

Reach out!

Need more details? Contact us by phone, email or social media. We’d love to hear from you!

Contact