Vi søger en praktikant med fokus på kommunikation og presse

Vi søger en praktikant med fokus på kommunikation og presse

I 2021 finder WorldPride og Euro Games sted i København og Malmø under overskriften Copenhagen 2021. Ambitionen er en kæmpe international pride-festival, et stort sportsstævne og en konference, som skal tiltrække tusindvis af mennesker og sætte LGBTQ-rettigheder på dagsordenen herhjemme og ude i verden.

Som praktikant får du en vigtig rolle i vores presse- og kommunikationsindsats, især med fokus på de sociale medier. Dine opgaver vil bl.a. være at bistå med løbende at skrive og redigere nyheder til vores hjemmeside, opdatere og videreudvikle vores Instagram- Facebook- og Twitter-profiler, og være med til at planlægge større og mindre kampagner. Desuden vil du få en stor opgave i at skabe overblik over vores målgruppe og interessenter, ikke mindst internationalt.

Copenhagen 2021 har store ambitioner med sin kommunikationsindsats. I den forbindelse vil du selv få indflydelse på, hvilke aktiviteter vi bør prioritere i din praktikperiode, og vi er meget lydhøre over for nye forslag til forbedringer, og hvordan vi bedst ”kommer ud over rampen” i særligt de internationale medier. Du må også forvente at blive involveret i Copenhagen 2021s mangeartede arrangementer, ikke mindst på kommunikationssiden. Dine opgave under praktikopholdet vil bl.a være at:

  • Skabe og opdatere indhold til de sociale medier
  • Interviewe, optage og redigere film samt andet indhold
  • Opdatere og vedligeholde vores hjemmeside
  • Være med til at udbrede kendskabet til Copenhagen 2021 både herhjemme og internationalt
  • Udarbejde præsentationer og statusrapporter om vores event
  • Skabe overblik over vores målgruppe

Forventninger til praktikanten: Du er sandsynligvis i gang med en videregående uddannelse med fokus på journalistik, medier, kommunikation eller formidling.

  • Du skriver flydende, levende og korrekt på dansk og engelsk på meget højt niveau.
  • Du er fortrolig med brugen af sociale medier i kommunikations- og pressesammenhæng
  • Du har erfaring med web-redigering, meget gerne WordPress.
  • Har du oveni købet grafiske evner er det et meget stort plus.
  • Du er fortrolig med informationssøgning på internettet og har i øvrigt kendskab til standardprogrammerne i Microsoft Office.
  • Du er systematisk. omgængelig, selvstændig og kreativ

Der kan være opgaver og projekter som skal udføres uden for normal arbejdstid (aften og evt. weekender).

Praktikvilkår og ansøgning

Vi søger praktikanter for foråret 2020 med start 1. februar – Der er også mulighed for at begynde tidligere. Vi er åbne i forhold til timetal og forstående over for krav stillet af dit uddannelsessted. Vi håber på en fleksibel praktikant med forståelse for arbejdets karakter. Angiv venligst i ansøgningen, hvilke krav studieordningen på din uddannelse stiller for din praktik (periodens længde, antal timer, etc.). Der udbetales ikke løn for praktikken, og du er i hele perioden tilknyttet en fast vejleder.

Om os:

I 2021 skal WorldPride og EuroGames finde sted i København og Malmø med henholdsvis Copenhagen Pride og Pan Idræt som de officielle værter. De to organisationer har valgt at afvikle de to events som ét samlet mega-event under navnet Copenhagen 2021, og man har stiftet projektorganisationen Happy Copenhagen til at varetage den overordnede planlægning.

Som kommunikationspraktikant får du omkring 14 kollegaer i hjertet af København og et bagland med masser af frivillige i byens LGBTQ-miljø. Vi har en uformel omgangstone og højt til loftet. Vi løfter altid i flok – og det betyder at vi både sparrer med hinanden, hjælpes ad med at lave kaffe til møderne og klarer oprydningen i fællesskab.

Vores ambition er at skabe det mest inkluderende event nogensinde. Det betyder også, at vi ser os selv som en del af en forandringsbevægelse og hele tiden navigerer imellem mange forskellige interesser – dog uden nogensinde at give køb på vores DNA: Inklusion af alle uanset køn, seksuel orientering, kønsidentitet, nationalitet, etnicitet, kropskapabilitet, religion eller alder.

Vores DNA ønsker vi naturligvis også afspejlet i vores organisation, og vi opfordrer derfor kvalificerede ansøgere af alle køn, seksuelle orienteringer, kønsidentiteter, nationaliteter, etniciteter, religioner, kropskapabiliteter og aldre mv. til at søge stillingen.

Send os din ansøgning og CV plus eventuelt andre relevante dokumenter inden 6. december 2019, kl.12, til job@happycopenhagen.org. Spørgsmål til stillingen kan rettes til Rasmus Strøyer på tlf. 91 25 99 29 eller rs@copenhagen2021.com.

Læs mere om Copenhagen 2021, Copenhagen Pride og Pan Idræt.